Generationernes dag
Generationernes Dag er en fælles dag, som skal markere værdien af de bånd og relationer, vi knytter i mødet på tværs af generationer - i idrætsklubben, i den frivillige forening, med vores barnebarn eller bedste - der er rigtig mange anledninger til at mødes på tværs af alder.
Den 1. oktober 2012 er således en dag, hvor alle opfordres til at mødes på tværs af generationer. Socialstyrelsen igangsætter en landsdækkende kampagne i efteråret, som aktivt opfordrer til at mødes - og man kan som kommune eller frivillig organisation støtte op om dagen med lokale initiativer.
Læs mere om dagens aktiviteter her på Socialstyrelsens hjemmeside.
I anledning af markeringen af generationernes dag holder Socialstyrelsen og Natur & Ungdom også en række arrangementer rundt omkring i landet søndag den 30. september kl. 12-15. Læs mere om arrangementerne 30. september.
Generationernes dag afholdes i øvrigt samme dag som FN´s årlige internationale ældredag - og er placeret mandagen efter Frivillig Fredag, som afholdes fredag den 28. september.
Der vil således være gode muligheder for at sætte fokus på foreningsliv, frivillighed og folkeoplysning i de dage - såvel lokalt som regionalt og landsdækkende.
"Generationernes dag" er sammen med "De mange generationers by" nogle af initiativerne i forbindelse med Det Europæiske År For Aktiv Aldring.