Stor interesse for ældre og apopleksi
Interessen for at deltage på temadagene var overvældende, og vi måtte derfor finde større lokaler.
Temadagene, der blev afholdt i København, Odense og Vejle, satte fokus på, hvordan personalet kan hjælpe og støtte ældre apopleksiramte med at genvinde færdigheder og dermed blive mere selvhjulpne. Og hvordan viden om apopleksi og om de såkaldte skjulte følger kan bidrage til at øge personalets kompetencer, frigive tid og give større arbejdsglæde.
Neuropædagogik
Der var særligt fokus på, hvordan personalet kan bruge neuropædagogik som et redskab til bedre at forstå og samarbejde med den apopleksiramte.
Det var neuropædagog Bente Juul og fysioterapeut Susanne Bommelund, der stod indlæggene om neuropædagogik. De kommer begge fra Hjerneskaderådgivningen i Odense og har mange års erfaring i undervisning og rådgivning inden for hjerneskadeområdet.
Bente og Susanne videregav også deres erfaringer med ældre hjerneskadede, bl.a. apopleksiramte, og med at rådgive plejehjem m.fl. i vanskelige sager.
Lokale oplæg
De tre temadage bød også på oplæg fra projekter, der har arbejdet med aktiverende og trænende pleje, og med genoptræning af ældre apopleksiramte ved at inddrage dem i de daglige gøremål.
Baggrund for temadagene
ÆldreForum og ViHS har sammen udgivet bogen Ældre og apopleksi - inspiration til pleje- og omsorgspersonale. Temadagene blev afholdt for at sætte yderligere fokus på ældre med apopleksi og på bogen, som især henvender sig til social- og sundhedshjælpere og -assistenter i ældreplejen. Også pårørende kan finde gode råd og inspiration i bogen.
Se alle oplæg fra temadagene her: Oplæg fra temadage om ældre og apopleksi

