Handlinger tilknyttet webside
Mediestormens magt - Om mediestorme på ældreområdet og deres indflydelse på ældrepolitikken
Forskningsrapport. Af Christian Elmelund-Præstekær og Charlotte Wien
Mediestormens magt indgår i forskningsprojektet Velfærd for ældre - holdning og handling.
Forskningsrapporten belyser fem såkaldte mediestorme på ældreområdet, som udspillede sig i den trykte dagspresse i perioden 2001 til 2005. Rapporten belyser bl.a. hvordan og hvorfor mediestorme opstår, om de har fælles træk, hvor længe de typisk varer, og hvilke virkninger de har.
Rapporten peger på, at årsagen til at netop ældreområdet er præget af så mange mediesager ikke nødvendigvis skal findes i, at dette område er præget af mange uløste problemer, men snarere skyldes, at så mange har en mening om ældreområdet.
Kun få spor efter stormene
Rapportens hovedkonklusion er, at selv om de enkelte mediestorme ruskede voldsomt, efterlod de ingen eller kun meget få spor, idet de ikke medførte konkrete landspolitiske initiativer - i hvert tilfælde ikke på kortere sigt.
Det fremhæves, at både lands- og lokalpolitikere fandt og udfyldte deres roller. Folketinget lod sig ikke presse til at iværksætte lovgivningsinitiativer men overlod løsningen af de lokale problemer til kommunerne, der bestræbte sig på at finde løsninger på de konkrete problemer.
Mediernes ansvar
Rapporten sætter også spørgsmålstegn ved, om medierne levede op til deres ansvar ved at lægge spalteplads til sensationelle sager, der dybest set ikke afspejler den virkelighed, ældre lever i.
Undersøgelsen konkluderer endvidere, at mediestormene ikke fungerer som "journalistiske vagthunde", der afdækker sociale problemer, men at stormene derimod er en manifestation af politiske interessekonflikter, der primært handler om økonomien i forhold til konkrete, sociale problemstillinger.
Om forskningsprojektet
Rapporten er den tredje af syv rapporter i forskningsprojektet Velfærd for ældre - holdning og handling. Projektet er igangsat og finansieret af Socialministeriet, Servicestyrelsen samt ÆldreForum og udføres ved Center for Velfærdsstatsforskning, Syddansk Universitet, med professor Jørn Henrik Petersen som projektleder.
Formålet med det samlede projekt er at tilvejebringe et velfunderet grundlag for både lokal- og landspolitiske overvejelser og beslutninger om den fremtidige udformning af ældrepolitikken og samtidig at bidrage til kvalificering af den ældrepolitiske debat.