Handlinger tilknyttet webside

Plejehjemstilsyn. Politik på pressens præmisser

Forskningsrapport der ser på udviklingen i tilsynet med indsatsen over for ældre, analyserer forskellige måder at håndtere tilsynsforpligtelsen på, samt hvordan tilsynsreglerne påvirker kommunal politik og praksis på området.

Af Asbørn Sonne Nørgaard, Maud Rosendahl, Didde Cramer Jensen

Forskningsrapporten indgår i forskningsprojektet Velfærd for ældre - holdning og handling.

I forbindelse med indsatsen over for ældre skal kommunerne ifølge serviceloven føre tilsyn med landets plejehjem og -centre. Hensigten med tilsynet er at bidrage til læring og udvikling. Tilsynet kan organiseres på mange forskellige måder.

Men hvordan skal det kommunale tilsyn organiseres for, at politikere, embedsmænd og plejeinstitutionernes ledere kan anvende det til at forebygge omsorgssvigt og udvikle plejehjemmene?

Undersøgelsen ser på tilsynet, som det praktiseres i Ålborg, Århus og Københavns kommuner, der har en række strukturelle fælles træk, men som har organiseret tilsynet forskelligt.

Resultater af undersøgelsen

Undersøgelsen viser, at organiseringen af tilsynet ikke har den store betydning på tre områder.

  • Om tilsynet foretages af kommunen selv eller af en privat aktør, gør ikke den store forskel.
  • Tilsynets funktion som brandalarm afhænger heller ikke af organiseringen.
  • Og de mundtlige tilbagemeldinger fra tilsynet, som plejehjemslederne finder særligt nyttige i deres bestræbelser for at udvikle kvaliteten af plejen og omsorgen på plejehjemmene er heller ikke knyttet til tilsynsstilen.

Ledernes vurdering af tilsynets kvalitet og evne til at opfange alvorlige problemer er således stort set ens i de tre kommuner. Generelt opfattes tilsynsrapporterne af lederne som et nogenlunde præcist og dækkende billede af deres plejehjem.

Tilsynsstilen har konsekvenser

Ttilsynsstilen har imidlertid konsekvenser på andre områder, bl.a. kan et meget kontrolorienteret tilsyn fokusere så meget på tal og mål, at indhold og opfølgning mistes af syne. Denne form kan desuden være meget tidsrøvende for især plejehjemspersonale. Og tilsynets evne til via dialog at komme med konkrete ideer og råd er helt afgørende for, om tilsynet anvendes af plejehjemslederne i deres bestræbelser på at udvikle omsorgen og plejen.

Tilsyn, der primært har som formål at kontrollere, måle og veje, er således mest nyttigt for kommunens politikere og embedsmænd, mens det ikke er vejen frem, hvis plejehjemslederne ses som centrale for kvalitetsudviklingen.

Vi er desværre udgået for eksemplarer af denne publikation. Den kan dog downloades her på siden eller lånes på biblioteket.

01/05 2008
Plejehjemstilsyn. Politik på pressens præmisser
Forfatter Asbørn Sonne Nørgaard, Maud Rosendahl, Didde Cramer Jensen
Udgave 1. udgave
Udgivelsesår Maj 2008
Udgiver ÆldreForum & Servicestyrelsen & Velfærdsministeriet
Sideantal 215
ISBN 978-87-7674-323-9

ÆLDREFORUM