Et uafhængigt råd
ÆldreForum er et uafhængigt råd under Socialministeriet, som blev
nedsat i 1996 for at følge og vurdere ældres vilkår i samfundet på
alle ældrelivets områder. Rådet skal samtidig bidrage til at
synliggøre ældres ressourcer og at nuancere billedet af ældre og
aldring, jf. ÆldreForums vedtægter.
Rådet inddrager forskere, administratorer, fagpersoner og
organisationer samt kommuner og ældreråd m.fl. i rådsarbejdet.
ÆldreForum afholder hvert år mindst 4 rådsmøder, hvor rådets
medlemmer drøfter ældres vilkår, muligheder og rettigheder.
Formidling
ÆldreForum udgiver løbende en række publikationer med information,
inspiration og debatskabende stof om ældretilværelsen, initierer
forskning og arrangerer konferencer m.m. Rådets medlemmer deltager
samtidig i konferencer og på møder i hele landet, hvor ældres
forhold debatteres eller overvejes.
ÆldreForums publikationer udsendes til en bred gruppe af modtagere,
bl.a. kommuner, regioner, ministerier, ældreråd, ældre- og
pensionistorganisationer, nyhedsmedier og fagtidsskrifter,
biblioteker, uddannelsesinstitutioner, social- og sundhedspersonale
på sygehuse, plejehjem, aktivitetscentre og i hjemmeplejen.
Også mange ældre, familier og andre enkeltpersoner rekvirerer
ÆldreForums udgivelser.
Et samlet overblik over ÆldreForums udgivelser fås under
menupunktet Udgivelser.
Internationalt samarbejde
ÆldreForum ønsker at udbrede kendskabet til det internationale
samarbejde, som Danmark deltager i. FN´s principper for ældre er
derfor eksempelvis oversat til dansk og gengivet i årsberetningen
1996/1997.
For at imødekomme interessen for dansk ældrepolitik i udlandet
udgiver ÆldreForum hvert andet år en engelsk version
af årsberetningerne, som dækker en to-årig periode. Den
engelssprogede beretning sendes til udenlandske myndigheder,
danske repræsentationer i udlandet samt internationale
organisationer og tidsskrifter, der beskæftiger sig med
ældre.
ÆldreForum har også udgivet en engelsk version af rådets
publikation Ældre & forebyggende
hjemmebesøg - med FN´s Internationale Ældredag den 1.
oktober 2006 som ydre anledning til at videregive de indhøstede
meget positive, danske erfaringer til brede internationale kredse.
Forebyggelsesmetoden og dens videnskabelige afprøvning har mødt
stor interesse i udlandet og har både dér og i Danmark
givet anledning til opfølgende undersøgelser af besøgenes form,
indhold og resultater. Læs mere: Older people and
preventive home visits.
Yderligere information om ÆldreForums formål og
virke: Se vedtægterne
for ÆldreForum.
Sidst redigeret 16.06.10