Formål og opgaver
§ 1. ÆldreForum skal følge ældres forhold i
relation til samfundsudviklingen og skal på et velfunderet grundlag
overordnet drøfte og vurdere ældres vilkår i Danmark.
ÆldreForum skal medvirke til at give et nuanceret og dækkende
billede af ældregenerationen og det at blive ældre, samt til at
synliggøre de ældres ressourcer for alle aldersgrupper.
ÆldreForum forudsættes at bidrage med inspiration til nuværende
og kommende ældre ved deres tilrettelæggelse af ældretilværelsen,
herunder pege på de muligheder, der eksisterer for at indrette sig
individuelt og for at deltage aktivt i samfundet.
I sammenhæng hermed forudsættes ÆldreForum at bidrage til, at
opmærksomheden om ældres forhold øges hos myndigheder og andre, når
der planlægges lovgivning, tilbud mv.
§ 2. ÆldreForum skal i overensstemmelse med de
formål, som er nævnt i § 1,
-
følge udviklingen på ældreområdet, herunder udviklingen i de
ældres behov, såvel på det sociale område som på bolig-,
arbejdsmarkeds-, kultur-, fritids-, undervisnings-, trafik- og
sundhedsområdet samt andre relevante områder,
- vurdere den samlede indsats for ældre, som ydes af det
offentlige, af private, af frivillige og af de ældre selv,
- bidrage med at indsamle erfaringer på ældreområdet, bl.a. fra
de lokale ældreråd,
- bidrage til at synliggøre de ældres ressourcer og gøre
opmærksom på eventuelle barrierer, der hindrer ældre i at udnytte
egne ressourcer, og
- bidrage til at koordinere og formidle informationer og
oplysninger om ældres vilkår og rettigheder,
- stille forslag om initiativer, herunder om koordinerende og
forebyggende aktiviteter, der forbedrer forholdene for
ældre.
ÆldreForums medlemmer og sekretariat
§ 3. ÆldreForum er et uafhængigt råd,
der er nedsat af socialministeren.
Stk. 2. ÆldreForum består af en formand, en
næstformand og 11 medlemmer.
Stk. 3. Socialministeren udpeger personligt
formanden og 4 medlemmer. Socialministeren udpeger endvidere: 2
medlemmer efter indstilling fra ældreorganisationerne, 1 medlem fra
Danske Ældreråd (tidligere Sammenslutningen af Ældreråd i Danmark),
2 medlemmer efter indstilling fra Danske Regioner og KL, og 3
repræsentanter efter indstilling fra henholdsvis Social-, Kultur-
og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Stk. 4. ÆldreForum vælger selv en næstformand
blandt de 4 personligt udpegede medlemmer.
§ 4. Formanden udpeges for en periode
på 4 år og de øvrige medlemmer for en periode på 2 år.
Socialministeren kan genudpege medlemmer.
Stk. 2. Udtræder et medlem af ÆldreForum
inden en periodes udløb, udpeges et nyt medlem af socialministeren
for den resterende del af perioden, jf. § 3, stk.
3.
§ 5. ÆldreForum fastsætter selv sin
forretningsorden.
Stk. 2. ÆldreForum kan ad hoc inddrage
repræsentanter fra andre ministerier og sagkyndige, når der er
behov for at afklare eller undersøge særlige
problemstillinger.
§ 6. ÆldreForum betjenes af et
sekretariat, der varetager den daglige administration.
Økonomi og vederlag
§ 7. ÆldreForums virksomhed
finansieres af statskassen. ÆldreForum kan dog søge udgifter til
konkrete initiativer dækket ad anden vej.
Stk.2. ÆldreForums virksomhed er omfattet af statens
almindelige bevillings- og regnskabsregler.
§ 8. Formanden honoreres efter aftale
med Socialministeriet. Der henvises til Finansministeriets
cirkulære om særskilt vederlag mv. af 23. november 1998.
Stk. 2. De øvrige medlemmer honoreres ikke.
Der henvises i øvrigt til statens regler om tjenesterejser.
Udgifterne hertil afholdes indenfor ÆldreForums
budget.
Tavshedspligt
§ 9. ÆldreForums medlemmer har
tavshedspligt efter de regler, der gælder for virke i offentlige
hverv.
Ikræfttrædelses- og ændringsbestemmelser
§ 10. Vedtægten træder i kraft, når
den er godkendt af socialministeren, og har virkning fra den 1.
januar 2007.
§ 11. Socialministeren kan efter
høring af ÆldreForum træffe bestemmelse om ændring af
vedtægten.
Vedtægten godkendes herved,
København, den 01.03.2007
Eva Kjær Hansen
Socialminister
Charlotte Markussen
Kontorchef
Sidst redigeret 10.07.07